onsdag den 31. oktober 2012

Kylling og grøntsagstimbale

Sikken en uorden! Jeg havde planlagt, at jeg skulle opdatere bloggen fra sengekanten i aftes - og så må jeg have sovet inden jeg nåede så langt! ;)
Jeg skal være ærlig og sige, at det går lidt stærkt her i tiden.
Og mange tak for al jeres positive og venlige opmærksomhed ovenpå artiklen i mandags. Det varmer helt vildt med alle jeres mails og hilsner! Sikken nogle søde læsere, jeg har!! <3

Igår fik vi så hvidløgskylling. Manden blev noget forsinket, så man kan nok godt se på billedet, at maden har stået færdig i ovnen en rum tid. Men det smagte nu godt! ;)
Til kyllingen serverede jeg grøntsagstimbale. Jeg har lavet den før, men den ligger et pænt stykke tilbage på bloggen, så I får den lige igen.

Grøntsagstimbale (4 pers.):
1 fintsnittet porre, ca 125 g broccoli i små buketter, 2 gulerødder revet groft.
200 g flødeost, 1 dl fløde, 2 æg

Grøntsagerne fordeles i et ovnfast fad. Andre grøntsager kan sagtens bruges, jeg brugte bare, hvad jeg havde.
Flødeosten røres blød med fløden lidt efter lidt. Jeg brugte halv neutral og halv med hvidløg og urter, det gav en fantastisk smag til retten, men ren neutral kan også bruges, så må du bare selv tilsætte lidt salt og peber.
De to æg tilsættes til den bløde ostemasse, og blandingen hældes over grøntsagerne.
Hele molevitten i ovnen ved 200 grader i 30 minutter.
Derudover ristede jeg en pakke skivet bacon i mindre stykker og en stor bakke champignons på panden.

Så alt i alt et dejligt onsdagsmåltid! ;)

I aften står den på skolefest, hvor sønnen skal lave opvisning. Det bliver helt sikkert hyggeligt, men så bliver der muligvis også lidt stille her på bloggen.

Rigtig god torsdag derude!

tirsdag den 30. oktober 2012

Eksotiske koteletter i fad...

I dag har vi fået koteletter med et eksotisk twist - ifa kokosmælk. ;)

Jeg brunede kødet af på panden i smør og krydrede. Lagde koteletterne i et ildfast fad. Ovenpå fordelte jeg 1 snackpeber i strimler, 2 gulerødder i strimler, 1 ds babymajs i mindre stykker, 250 g champignons skåret i mindre stykker, 1 lille ds ananas i tern.
Saucen lavede jeg af 1 ds flåede tomater, saften fra ananasdåsen, den fede del af en stor dåse kokosmælk, et skvæt fløde, til passende mængde.
Og så ind i ovnen ved 200 grader i 40-50 minutter.

Jeg serverede det med blomkålsris og dryssede med saltede peanuts ved serveringen.

mandag den 29. oktober 2012

Norsk lavkarbo brød

I weekenden introducerede min veninde, som jeg besøgte, mig til et norsk lavkarbo brød. Man køber det færdigbagt i Rema 1000 deroppe.
Selvsagt måtte jeg hamstre lidt. Et brød blev til 16 skiver, så de er nu pakket i rationsposer og puttet i fryseren. Så har vi forhåbentlig brød til et stykke tid.
Det er et lækkert, blødt franskbrød.... Helt perfekt til en søndagsbrunch ind imellem. Ikke noget, vi vil spise hver dag, men indimellem er det altså dejligt med et færdigbagt og blødt brød til afveksling af det grove stenalderbrød.

Tænk - tænk engang, hvis det engang blev sådan, at man kunne købe lavkarbobrød i udvalgte butikker herhjemme også - så ville det jo ikke være nogen sag, vel!??
Vi kan jo kun håbe! ;)

Fyldte hakkedrenge

I aften fik vi fyldte bøffer. Et kig i køleskabet afslørede nemli en pakke blåskimmelost, ala Gorgonzola, som kunne trænge til at blive brugt. Jeg tænkte, at den da - sammen med den pakke oksefars, jeg havde taget op af fryseren imorgen - nok kunne blive til fyldte bøffer. Og ja....det blev jo rigtig godt! Jeg havde med vilje ikke sagt til drengene, hvad der var i, de troede bare det var alm hakkebøf. Manden udbrød efter første bid: "nøj, en god bøf, den har en helt speciel smag!"
Jeg formede fars ud i en flad aflang form. Fordelte ost på den ene halve og foldede så den ene halvdel ind over. Kanterne sørgede jeg selvfølgelig for at lukke lidt til, for at holde på osten.
Og så ellers bare stegt på panden.

Af tilbehør fik vi grøntsagsfad med snittet spidskål og et par revne gulerødder, krydderi og fløde over. I ovnen en halv times tid, til grøntsagerne er møre. Derudover et par cocktail tomater bagt i ovnen. Et dejligt måltid! ;)

Og så hjerteligt velkommen til alle jer nye, der kigger forbi her på bloggen! Jeg kan se at sidevisningerne er "eksploderet" idag. Det er selvfølgelig en fornøjelse at lave blog, når man føler, man bliver lidt hørt! ;)
Så meget velkommen til - og tak fordi I kiggede forbi! <3

Har du købt....?

Så kom dagen, hvor vores artikel kom i Familie Journalen. Tænk at se sit eget ansigt på forsiden af et ugeblad - det er ski da ikke hver dag, man ser det! ;)

Så skynd jer afsted efter denne uges blad, hvis I har lyst til at læse og se lidt om, hvem jeg og mine er... ;)

Beklager de stille dage herinde. Har været i Norge på lang weekend, troede jeg kunne opdatere bloggen deroppefra, men det fik jeg ikke held med. Men det hører I mere om senere...det var en interessant tur for "lavkarbo-Line" ;)

onsdag den 24. oktober 2012

Blomkålsmos og "ruskomsnusk" ;)

Manden er på farten igen... I aften lavede jeg blomkålsmos, som sønnen er helt vild med.
Dertil brunede jeg nogle oksekødstern på panden, tilsatte lidt bouillon, lod simre 20 minutters tid. Tilsatte en porre i tynde skiver og en bakke champignons i skiver sammen med et skvæt fløde. Og så simrede det til det var kogt lidt ind.
Voila! Nem og enkel aftensmad! ;)

tirsdag den 23. oktober 2012

Bøf i folie med ovngrøntsager

I aften har vi haft gæster. Hyggeligt. Men også lidt en skæv dag. Jeg har nemli ikke haft vand fra engang lige før middag og så indtil kl 19. Når man bare tænder og slukker vandhanen efter behov, tænker man ikke over det, men jeg skal da love for, at man tænker over det, når der ikke kommer en dråbe ud i mange timer - og særligt, når man så skal have gæster! Sikke noget mas! Det var simpelthen hele vores lille landsby, der ikke havde vand. Så vores lille lokale Brugs havde nærmest solgt alt af flaskevand og færdigretter! ;)
Men altså, med lidt flaskevand og så glaskartofler til selskabet...ja så gik det hele alligevel. Godt nok fik jeg ikke vasket gulvene - men det ses jo heller ikke, når musikken spiller! ;)

Det blev til bøf i folie, for hakket kød har jeg i fryseren, og så var det jo ikke den store udskrivning for budgettet.
Af tilbehør havde jeg lavet broccoli, slikærter og groft hakket løg med en krydder-hvidløgs marinade over.
Fyldet ovenpå bøfferne var champignons, cocktailpøkser svitset med lidt fløde og et skvæt bouillon.

Se sådan blev der alligevel middag i det lille hjem - trods alt! ;)

mandag den 22. oktober 2012

Stegte blomkålsris

I aften er manden afsted igen. Det betyder de nemme løsninger, som I ved. Sønnen elsker hot wings, så selvom det ikke er lavkarbo, indvilgede jeg.
Jeg lavede stegte blomkålsris til på panden - det kan man sagtens, nu er det afprøvet! ;) Tilsætning af grøntsager til risene kan jo ske alt efter smag og behag. Jeg var nødt til at begrænse mig, siden sønnen skulle spise også. Man kunne helt sikkert også lave en flot gul variant med karry og gurkemeje...? Mulighederne er mange! ;)
Imorgen får vi gæster, manden kommer hjem et smut...så nu lægger jeg hovedet i blød for at komme op med noget lækkert. ;)

søndag den 21. oktober 2012

Kødtimbale

I sidste uge skrev en af mine søde læsere en venlig mail til mig.
Hun var også så sød at sende mig en af deres yndlingsopskrifter. Så mange tak til Birgit Hedegaard Fagerlund for opskriften på kødtimbale.

Her er opskriften, som jeg lavede den:
500 g hakket oksekød, karry, salt, peber, 1 hk løg, 250 g champignons i skiver, 1 rød peberfrugt i grove tern.

Det hele svitses sammen. Fordeles i et ildfast fad.
Henover hældes en æggemasse af 6 æg og 11/2 dl fløde samt 2 tsk urtesalt.

Hele molevitten ind i ovnen ved 200 grader i 30 minutter.

Jeg serverede den med en salat avocado, blommetomater, frisk feta og sorte oliven med en olie-eddike-dressing.

En nem og lækker ret, som kan varieres alt efter smag og køleskabsindhold. ;)

Så er det jeg tænker, at der måske sidder flere af jer derude med en lchf ret, der hitter i jeres hjem, og som mangler lidt opmærksomhed på min blog. Kunne du tænke dig at få din opskrift bragt på bloggen, så send mig endelig en mail. Min mailadresse finder du under min profil.
Jeg glæder mig til at høre fra jer! ;)

Nu er det så tid til ugens højdepunkt med Forbrydelsen på DR1... Uuuh vi følger spændt med her i huset! ;)

Dåbskagen

Så er der faldet søndagsro over det lille hjem. Jeg har fået den færdige dåbskage afleveret, så nu kan jeg slappe af lidt - skønt! ;)

I får lige et lille stemningsbillede.

God søndag -

lørdag den 20. oktober 2012

Brød forsøg

Mellem al opsmøring af kage, modellering af pynt til kagen imorgen mm, blev det lige til et forsøg med brød. Jeg trænger i tiden til lidt variation fra Thomas Rodes stenalderbrød.
Opskriften er inspireret af flere forskellige opskrifter. Her får I min udgave. ;)

Bradepandebrød (15 x 25 cm form)
1,5 dl solsikkekerner, 1 dl sesam, 1 dl hørfrø, 3/4 dl proteinpulver, 1,5 tsk urtesalt, 3 æg, 250 g hytteost, 1,5 dl revet ost (Emmentaler)

Alle ingredienser blandes godt. Fordeles i en lille bradepande med bagepapir. Bag ved 200 grader i 25 minutter.

Skæres ud i passende firkanter.
Jeg spiste et lunt stykke med et godt lag smør på - uhm, det smagte rasendes godt! ;)

Imorgen tidlig prøver jeg et stykke med ost i afkølet tilstand...så må vi se, hvordan det er, men "første hånds indtrykket" peger henad et hit! ;)

I aften er vi inviteret i byen til middag. Sammen med 2 hold gode venner - det glæder vi os meget til...men så bliver der også lidt stille herinde på bloggen.
Jeg vender forhåbentlig stærkt tilbage imorgen, når jeg er blevet færdig med dåbskagen. ;)

God lørdag aften!

fredag den 19. oktober 2012

Lunende tomatsuppe

Som tidligere nævnt, har jeg haft lyst til tomatsuppe hele dagen.
Så jeg fik lavet en ordentlig grydefuld, tror vi har suppe til hele weekenden nu! ;)

Til tomatsuppen brugte jeg:
2 hk løg, 2 hk fed hvidløg, 1,5 ltr grøntsagsbouillon, 3 gulerødder i skiver, 1/2 glas syltede peberfrugtstrimler, 2 ds flåede hk tomater, 1 stor ds tomatpure, salt, peber, basilikum, oregano, Sukrin, 1 bæger flødeost pikant, lidt fløde.

Løg og hvidløg svitses i smør. Bouillon, gulerødder, peberfrugt, tomater, pure, og krydderier tilsættes. Kog op og lad simre 25 minutter, til gulerødderne er godt møre.
Stik stavblenderen i suppen og blend den jævn. Tilsæt pikant ost og fløde, varm op så osten smelter. Smag til med Sukrin og evt salt og peber.

Server med en god klat hytteost op i - lækkert og varmende! ;)

Regnvejrs-eftermiddags-hygge...

Jeg holder lidt pause i kageprojektet. Så kan jeg jo passende tage et par baner på mit hækletøj sammen med en kop kaffe....
Det er en lille kortærmet trøje med rundt bærestykke og knapper i fronten. Er spændt på, om den bliver fin - farverne er i hvert fald lækre! ;)

God weekend derude! ;)

Godt selskab - god middag!

I aftes havde vi som nævnt gæster. De havde sådan en sød lille størrelse med, som både manden og jeg blev helt forelsket i! ;) I får lige et billede af manden - han ser næsten forelsket ud, ikk!?? ;)

Til middag havde jeg lavet roastbeef og en kalve culotte, bare fordi ingen af dem var så store.
Dertil var der små kogte kartofler med skræl, rødvins sauce, små bagte tomater, bacon bønner, waldorfsalat og pæresalat. Alt, hvad der kunne laves lavkarbo var gjort, så når jeg udelod sauce og kartofler, var det ikke helt skidt... ;)
Og det smagte altså fantastisk - hvis jeg selv må sige det! ;)
I aften spiser vi nok rester...måske sammen med en hjemmelavet tomatsuppe, for det har jeg helt vildt lyst til! ;)
Idag arbejder jeg på de indledende manøvrer til en dåbskage jeg har på bestilling til søndag. Den ser I nok også mere til! ;)
God fredag! ;)

torsdag den 18. oktober 2012

Tur til Grænsen - og et kup!

Igår havde vi en skøøøn dag! En lang dag, meeen hvor vi hyggede os. Vi kørte hjemmefra tidligt og kom hjem sent.

Først startede vi i Danfoss Universe. Vi var 2 damer med hver vores søn på 11 år. Pga efterårsferien var der en del mennesker, men ikke overdrevet. Drengene hyggede sig max. Der var alt muligt, de kunne prøve med hænder og kroppe og bruge hovedet til. Det der hittede mest var dog deres 5D biograf, hvor vi kom på en rejse ind i kroppen.
Derudover var der et par unge mænd, klædt ud som professorer med stort, rodet, gråt hår og humor, lavede et Sience Show, hvor det både var skiftende farver, ting der sagde bang og meget andet. Lige noget for sådan et par drenge! ;) Så hermed er anbefalingen givet videre! :)

Da jeg i tirsdags skrev her på bloggen, at vi skulle til Grænsen, var der en snarrådig læser, Irene Anker, der straks sendte mig en mail. Hun fortalte, at man dernede kan købe mandelmel til helt andre priser end herhjemme.

Så når vi nu var dernede, fandt jeg altså mandel mel i Poetzsch. Herhjemme ligger prisen på 16-18 kr for Dr. Oetkers 50 grams poser. Dernede fik jeg 100 gram til den nette sum af 7,99 kr! Altså dobbelt portion og halv pris af herhjemme! Det er da noget, jeg kan forholde mig til! Så jeg fik hamstret lidt mandelmel og glæder mig max til at komme til at bruge det!
De havde også hasselnøddemel, som jeg også fik med hjem.
Så Irene! Tusind tak for tippet - og det er hermed givet videre til alle jer lchf-folk, der måske skal på juleshopping ved Grænsen. ;)

I aften får jeg gæster til en god middag. Manden kommer hjem, så intet kunne være bedre! ;)
Jeg prøver at huske at tage billeder af maden, så får I dem senere i aften eller imorgen formiddag. ;)

E-bog med juleopskrifter

For de af jer, der ikke ved det, smider jeg lige et tip til Tatjanas nye e-bog.
På www.tatjanasmad.blogspot.com kan du købe bogen direkte. Prisen er indtil den 1. december kun kr. 59; herefter kr. 79;

I bogen er der 25 lækre juleopskrifter uden mel og sukker, og vidst så meget lavkarbo, det lader sig gøre! ;)
Opskrifterne strækker sig over julemad til bagværk, småkager og konfekt.

Jeg har købt e-bogen og glæder mig til at prøve opskrifterne!
Så kig over til Tatjana, hun har en fed side! ;)

tirsdag den 16. oktober 2012

Bøf i folie

I aften er manden og jeg alene hjemme. Sønnen nyder sin efterårsferie! ;)
Vi har fået bøf i folie til aftens - en lækker spise! ;)
Jeg fandt en svampe blanding i byen idag. Det var en bakke med 250 g svampe bestående af brune champignons, Shii Take samt gule og grå østershatte. Jeg skar dem i små stykker, svitsede i smør sammen med et hk løg og et fed hk hvidløg. Krydrede med salt og peber, hældte lidt balsamico eddike ved og et skvæt fløde, og lid det simre. Til sidst vendte jeg hk persille i.
Imens det simrede, brunede jeg 4 godt store bøffer på panden. På 4 stk folie fordelte jeg bøfferne og svampe stuvningen ovenpå, lukkede til og placerede dem i et ovnfast fad.

Ind i ovnen i 20-30 min. Sammen med satte jeg et fad med broccoli buketter, rødløg grofthk, brune champignons og slikærter. Herover fordelte jeg en marinade af smeltet smør, hvidløg, persille, salt og peber. De fik så lige så lang tid i ovnen som bøfferne.

Jeg beklager, at det ikke tager sig så pænt ud på tallerknen. Manden blev noget forsinket, og mad bliver altså bare ikke pænere af at stå i ovnen og blive holdt varmt! Men det smagte nu rigtig rigtig godt! ;)

Imorgen tager sønnen og jeg med en af hans venner og vennens mor på en dagstur til Danfoss Universe og derefter et smut ned til grænsen. Bla. Skal jeg se, om ikke jeg kan finde billige mandler! ;)

Så imorgen bliver nok endnu en stille dag mht opskrifter og inspiration.

Hyggelig, hyggelig dag! ;)

I går var vi i Ebeltoft hele dagen - det var mega hyggeligt! Det kan altså godt anbefales.
Vi fik rigtig kvalitetstid med farmand, det nød sønnen. Han havde en fætter med, sådan for selskabets skyld, og de pjattede og hyggede sig max! Uha, jeg er ved at have en stor dreng! ;)
Billedet i øverste højre hjørne er de tre drenge set bagfra. Fra venstre er det fætteren, sønnen og manden. Må bare lige gøre opmærksom på højde forskellen ( eller manglen på samme!!) mellem sønnen og manden! Sønnen er altså kun 11 1/2 år! Gad vide, hvor det ender med ham!!
Idag er der lidt forskellige ferie projekter på programmet, manden er dog afsted igen.
Jeg prøver at komme med lidt inspiration til aftensmaden i aften engang.
God dag - og ferie! ;)

søndag den 14. oktober 2012

Forsøg på æbletærte

Igår lørdag var vi afsted hele dagen. Det var et arrangement, hvor vi fik serveret middag og så skulle hver husstand medbringe en kage til et stort kagebuffet bord. Iblandt de fremmødte var der både lchf-spisere, gluten allergikere og sukkersyge. Så jeg påtog mig at lave en gluten- og sukkerfri æbletærte.
Jeg lavede den bund, jeg brugte, da jeg lavede kagen med marengs og friske hindbær i sommers.
Ovenpå lagde jeg æblebåde, som jeg dryssede kanel over. Ovenpå igen toppede jeg med en kogt vanillecreme. Og så ind i ovnen til æblerne var møre og cremen gylden. Jeg var ikke helt tilfreds med resultatet, har et par ideer til forbedringer, så når jeg når frem til den bedste udgave får I opskriften. ;)
I mellem tiden får I et billede af den, for den så lækker ud... ;)

Imorgen tager vi et smut til Ebeltoft, hvor min kære morfar bor. Sønnen har jo ferie og manden tager sig en fridag. Det bliver super skønt, og desuden er der Æblefestival derovre, som vi forhåbentlig også kommer til at opleve lidt.

Så imorgen bliver der nok stille på bloggen ift opskrifter, men god efterårsferie-uge derude! ;)

fredag den 12. oktober 2012

Aaah - pulled pork! ;)

I aften fik vi, som nævnt, pulled pork. Jeg fik det i Amerika i mine unge dage, men mine drenge har aldrig smagt det før. Mildt sagt, gik den RENT hjem!
Sønnen: "Åhr mor, det er vildt det her" (sagt helt i ekstase, nærmest!) Og manden kom med en masse lyde, hvorefter han konkluderede, at jeg burde åbne en restaurant og så ville folk fra nær og fjern strømme til! ;) Større ros, kan man næsten ikke få, og det er da sandelig ikke så dårligt at lave mad til så taknemmelige aftagere! ;) Så der blev spist med største velbehag!
Som jeg husker det, serverede man traditionelt pulled pork i en burger med coleslaw. Jeg er bare ikke - eller det vil sige min mave er ikke - så glad for rå kål. Og sønnen bryder sig heller ikke om det. Så valget faldt på at servere med lun rødkål og agurkesalat i en burgerbolle. Det smagte bestemt godt!
Og begge dele selvfølgelig sukkerfri.

Men nu til kødet. Igår eftermiddags lavede jeg en salt lage til kødet bestående af: 2 ltr vand, 2 dl salt, 1/2 dl Sukrin+, 3 gulerødder, 1 stort løg, en lille håndfuld hele peberkorn, lidt tørrede enebær, 5 laurbærblade, lidt tørret ramsløg. Det fik et opkog, og derefter kølede jeg ned i køleskabet. Inden jeg gik i seng, lagde jeg kødet - en nakkekam - i lagen, dækkede til og satte tilbage på køl. Der har den så stået og passet sig selv natten over. Kl. 12 kom den så i ovnen i min Romertopf. Forinden havde jeg lavet en barbecue sauce, som jeg hældte over og lod den stege i.
Til marinaden brugte jeg: 2 dl sukkerfri ketchup, 2 spsk flydende honning, 2 spsk HP sauce, 1 spsk sennep, 2 spsk olie, friskkværnet peber, 2 tsk paprika, et drys chilipulver og lidt hvidløgssalt.

Og så altså i ovnen ved 110 grader. Efter et par timer vendte jeg stegen, det gjorde jeg flere gange undervejs. Til sidst var den så mør, at den faldt helt fra hinanden.
Jeg tog stegen ud lidt over 19.

Så bruger man to gafler til at trække kødet fra hinanden i trevler.
Det lyder måske som en masse arbejde, men hvis man har overskud til planlægningen, så passer det jo næsten sig selv og er absolut det hele værd! ;)

Jeg bagte Oopsie brødene som burgere til, det var lækkert. Denne gang, havde jeg brugt halvt flødeost naturel og halvt flødeost med hvidløg og urter. Det gav en rigtig god smag til bollerne.

torsdag den 11. oktober 2012

Kalve krebinetter

I aften er manden ikke hjemme, og jeg har stadig ingen bil. I fryseren havde jeg en pakke med 2 kalve krebinetter. Dem krydrede jeg godt og stegte i godt med smør.
I køleskabet var der en rest blomkålsris, dem puttede jeg i en gryde sammen med en lille skivet porre, lidt bouillon og et skvæt fløde. Det simrede så mens kødet stegte.
Tilsidst lynstegte jeg lidt halve cherrytomater på panden, krydrede med salt og basilikum.

Det blev aftenens nemme måltid. Blomkål-porre blandingen smagte rigtig godt, det er bestemt ikke sidste gang, den bliver serveret. En rigtig god ide til reste-mad! ;)

Og så er jeg gået igang med at lave pulled pork, det er jo et langvarigt projekt, og planen er, vi skal have det imorgen. Det bliver så lchf-style som muligt.
Så imorgen aften skal vi nyde en rigtig lækker middag, når manden kommer hjem igen - det hører I jo mere om! ;)

Varm lchf kakao ;)

Igår aftes, syntes vi bestemt, vi trængte til lidt 'hygge'. Jeg tog ca 1/2 ltr sødmælk og lunede sammen med ca 100 g mørk chokolade, tilsatte et lille drys vanille. Det blev serveret med flødeskum på toppen - Voila!
Lækkert - og med god samvittighed! ;)

onsdag den 10. oktober 2012

Kødtærte

I disse dage har jeg ingen bil, fordi mandens firmabil er stået af, så han er nødt til at have min bil på arbejde. Det gør såmænd ikke spor, men når man bor på landet, som vi gør, så skal man køre for at komme til forretninger. Så det betyder i disse dage, at jeg må klare mig med det, jeg har herhjemme.

Idag havde sønnen lyst til tærte, men jeg havde ingen skinke hjemme. Så jeg tænkte, at jeg måtte kunne lave en farstærte. Det skulle i hvert fald prøves. ;) Og hvilken lykke det skabte! Endnu et hit i det lille hjem! ;)

Til fyldet brunede jeg 500 g hk oksekød i smør, tilsatte 1 porre i ringe, 250 g champignons i kvarter, 1 spsk paprika, salt og peber, 1 spsk Herbs de Provence blanding, 1 lille dåse tomatpuré og et skvæt fløde. Lad simre et kvarters tid, smag til.
Fordel fyldet i bunden af en tærteform. Pisk 3 æg og 3 dl fløde sammen og fordel over fyldet. Drys med revet ost og sæt hele herligheden i ovnen i 35-40 min ved 200 grader.

Jeg serverede med en enkel salat på siden. Mums! ;)

tirsdag den 9. oktober 2012

Shepherdspie lchf style!

I dag har været en lang dag. En tur til Århus, hvor jeg blev tilset af en dygtig gynækolog i Skejby. Det var heldigvis mere positivt, end jeg havde turdet håbe på! Cysterne på æggestokkene skyldes ganske enkelt, at jeg får en (urimelig) høj dosis af antihormon behandlingen. Hvis han skulle anbefale noget, var det at skrue ned for behandlingen, men det tror jeg bestemt ikke de andre læger går med til. Så jeg må nok fortsætte med at have cyster på æggestokkene. Der er taget vævsprøve i livmodervæggen, og så skal jeg til opfølgende kontrol i januar. Men alt i alt ser det stort set harmløst ud - kun generende!
Så vi er lettede og glade for, at vi ikke skulle til at tackle en ny sygdom! So far so good! ;)

Da vi så kom hjem, skulle madlavningen gå lidt stærkt. Jeg kom til at tænke på Shepherdspie, og tænkte, at den måtte kunne laves i en lchf udgave!

Det blev mega lækkert, og gik rent hjem hos mine drenge! Et klart hit! ;)

Shepherdspie (4 pers):
500 g hk oksekød, 1 spsk karry, 1 stort hk løg, 2 gulerødder i tern, 2 dl bouillon, 1 lille dåse tomatpuré, 1 dåse flåede tomater og et skvæt fløde.
Mos: 1 blomkåls hovede, 1 spsk smør, lidt fløde, 2 æg, salt og peber
Topping: høvlet parmesan og smør

Kød, karry, løg og gulerødder svitses. Tilsæt resten af ingredienserne og lad simre mens du laver mosen, så det meste af væden koges ind.

Blomkålen koges godt mør. Blendes sammen med smør med stavblenderen til mos. Med håndmixeren piskes lidt fløde i, endelig ikke for meget, og tilsidst de to æg sammen med salt og peber.

I et ovnfast fad fordeles først kødfyldet, dernæst blomkålsmosen jævnt.
Henover drysses parmesan alt efter smag og lidt smørklatter fordeles over.
Ind i ovnen ved 200 grader i 25 min.

Man kunne sagtens servere en grøn salat eller kogte bønner eller noget til. Min energi var bare ikke til at snitte salat.
Parmesan osten ovenpå gav et lidt 'crispy' bid, som var virkelig lækkert!

Det eneste er bare, at det ikke tager sig så yndefuldt ud på tallerknen, men det smagte altså rigtig godt! ;)

mandag den 8. oktober 2012

Lækker mørbradgryde

I aften har vi fået en lækker mørbradgryde med blomkåls-porre mos og grønne ærter.

Jeg havde et blomkål, som jeg ville lave mos af, men syntes ikke, det var så stort, så jeg tænkte at prøve at supplere med en porre. Det fungerede fint - så i virkeligheden kan man måske bruge det meste til mosen...det må vi prøve mere af. ;)

Til mørbradgryden skar jeg en svinemørbrad i mindre stykker, svitsede i smør sammen med et hakket løg, en pakke bacontern, paprika og cocktail pølser. Tilsæt bouillon, en lille dåse tomatpuré, en dåse flåede tomater, en pakke skivede champignons, salt og peber. Lad simre så længe, som tiden tillader det. Jeg nåede vist at have det stående en 45 min, så meget af væden var kogt ind. Tilsidst tilsættes 1-2 dl fløde.

Server og nyd! Smager fantastisk! ;)

søndag den 7. oktober 2012

Søndags-suppe

Idag har stået på afslapning. Og i det her regn og rusk, fik jeg sådan lyst til suppe!
Igen var jeg bag i hovedet i de opskrifter, som var no-go før lchf - eller i hvert fald til sjældne anledninger.

Jeg brunede 500 g oksefars i smør, tilsatte bouillon, nok ca 1 ltr., 1 stor porre i ringe, 1/2 pk champignons i skiver. Lad simre til grøntsagerne er møre. Tilsæt 1/4 piskefløde og 1 bæger Buko pikant ost, jeg havde lidt ærter tilovers fra igår, dem tilsatte jeg også. Så koges op til flødeosten er smeltet og suppen er rygende varm.
Og server!

Den smager fantastisk, og bliver helt klart serveret her flere gange i løbet af efteråret og vinteren.

- Ærter og champignons hører egentlig ikke til originalopskriften. Det var bare rester i køleskabet fra salaten igår...men det gjorde bestemt ikke suppen ringere! ;)

lørdag den 6. oktober 2012

Lørdagsafslapning...

Idag har været en skøn lørdag af slagsen. Manden kom hjem over middag, derefter kørte vi på Boligmesse i Holstebro, hvor en svoger og svigerinde havde stand. Vel hjemme igen, biksede jeg en nem aftensmad til os selv og sønnens overnattende kammerat. Det bestod af tacokrydret kød og så 'salat-bar' til. Nemt og lækkert!
Efter spisetid kom et hold venner forbi og blev resten af aftenen. Nu er vi ved at være møre til sengen... ;)

fredag den 5. oktober 2012

Fredagshygge

I aften fejrer vi, at det er weekend. Vi har fået hotwings. Det er jo godt nok ikke helt lavkarbo ift marinaden, men sønnen er så glad for dem.
Dertil serverede jeg blomkålsris, champignonsauce og oste-peberfrugter.
Peberfrugter skar jeg i halve, fjernede det hvide og stokken indeni, krydrede med urtesalt og fyldte dem op med revet ost, og så bare i ovnen en 20 minutters tid.

God fredag og god weekend! ;)

Hvidkålspizza...

Et kig i grøntsagsskuffen afslørede et godt halvt hvidkål. Sønnen har de sidste dage spurgt, om vi ikke snart kunne få 'grøntsagsbunden', som den bliver kaldt her. Sjovt nok, så går den rent hjem, hvis jeg kalder den grøntsagsbund med fyld. ;)
Jeg mener at have set hos Jane ovre på www.madbanditten.dk, at hun havde lavet hvidkåls røsti, som hun brugte som frokostpizza. Jeg nærlæste det ikke, den gang hun skrev om det, men jeg prøvede mig frem. Det endte rigtig godt! Jeg lavede en bradepande ud af portionen. Herpå tomatsauce, stegt hakket oksekød, revet cheddar og gouda ost, en pakke skivede bacon.

Til bunden brugte jeg:
1/3 del af hvidkålshovedet, vil tro omkring 500 gram, 3 små æg, 50 g revet parmesanost, urtesalt og et drys basilikum.
Kålen hakkes helt fint i foodprocessoren. De øvrige ingredienser blandes i, og det fordeles jævnt på en bageplade med papir.
Ind i ovnen ved 200 grader i omkring 20 minutter, til den tager lidt farve.

Fordel fyldet på og sæt den i ovnen ved 220 grader varmluft, til den er sprød og gylden.

Portionen var mere end rigeligt til os tre her i huset, så nu er frokosten imorgen også i hus. ;)

onsdag den 3. oktober 2012

Oversprings-burger

Manden er ikke hjemme i aften - og i går aftes spiste sønnen og jeg alle rester, så i aften var jeg nødt til at finde på noget (forholdsvis enkelt)... ;)
Det blev til burgere. Men siden jeg ikke havde fået taget mig sammen til at bage oopsie brødene, ja så blev det nok nærmere til 'bøf på salatbund med fyld'. ;)
Det smagte dejligt - og mættede godt!
Jeg havde så også brugt 38% creme fraiche til dressingen, for at fylde lidt op på den konto.
God aften derude! ;)

tirsdag den 2. oktober 2012

Dagens smil...

Kom her til morgen forbi en side med bla. disse to "tegneserier" om lowcarb...det blev dagens smil - og dog med så meget sandhed bag! 
God tirsdag! ;)



mandag den 1. oktober 2012

Mandags blues...

Det kommer mig for, at jeg havde en nogenlunde lignende overskrift sidste mandag... Ikke videre opløftende, beklager, men føler også jeg kører lidt på pumperne i tiden - det hjælper, når jeg kommer videre i systemet i Skejby.

Men mad skal der jo på bordet. I aften fik vi blomkålsmos med kødsauce. Smagte godt og var nemt! ;) We like! ;)

Til dem, der har børn, skal man absolut give blomkålsmosen en chance. Har oplevet mange børn efterhånden, både kræsne og mere velspisende, som spiser mosen med største velbehag.
Får også ofte som kommentar, at 'det jo smager bedre end kartoffelmos'..